Subpages for SKOVFOGED DAUS:
HISTORIE
Under anden verdenskrig bliver jeg født den 16. august 1941 i Åbenrå. Hvor kommer “DAUS” fra. Jo min mormor fandt engang sammen med en “omvandrende svend”. Min morfar var vandret til Danmark fra Tyskland. Morfar Carl Daus var født og opvokset i Tripkau ved Elben lidt sydøst for Hamborg. Hans far (min oldefar) og alle min morfars brødre var uddannet i træbrancen. I Tripkau lå en kro “Zum DAUS” som var min oldeforældres. Til kroen hørte en karetmagervirksomhed og noget landbrug. Således blev min morfar karetmager og endte med at have sin egen karetmagervirksomhed i Barkmøllegade i Åbenrå. Det var faktisk ham der byggede den første rutebil i Åbenrå. N.u findes der et minde om ham på Sønderjyllands Vognmuseum i Haderslev. En lille trækvogn, som min morfar lavede til min bror jeg mig, til at lege med.
Vi boede i en lejlighed på anden sal i huset Reberbanen 37 med udsigt til Jørgensgård Skov. På den anden side af vejen var der enge med grøfter og afvandingskanaler, hvor strømmen løb mod havnen. Engene var oversvømmet i vinterhalvåret. Der stod vi meget på skøjter.Vi havde direkte udsigt til havnen og Jørgensgård skov. For enden af Reberbanen skulle vi kun op af Dambjerg og så var vi i Jørgensgård skov og ude på selve Dambjerg var der små grusgrave. De blev ikke brugt mere. Der var en meget god slædebakke på Dambjerg også.
Reberbanen i Åbenrå med Jørgensgård skov i baggrunden
Mine første drengeår var koncentreret omkring disse elementer. Vi var mange børn på Reberbanen. Det hænger sammen med at alle husene må være bygget og beboet i samme periode før krigen. Mine forældre var de første indflyttere i vores lejlighed. Lejligheden var efter den tids standard meget moderne. Vi havde centralvarme med fyr i køkkenet. Der fyrede vi med kul, koks, briketter og tørv. Til hver lejlighed var der er kulrum i kælderen. Før jeg kunne løfte kulspandene over trapperne var det min lod at slæbe kul, koks m.m. op til fyret. Det samme skulle jeg hos min mormor i Barkmøllegade.Krigen husker jeg. Luftalarm om natten og et kælderrum vi skulle være i under luftalarmen. Der mødtes alle husets beboere når sirenen havde lydt. Lyden fra flyvere der fulgte Åbenrå fjord. Af og til hørte vi drøn fra bomber der blev kastet i fjorden, for at lette vægten på den flygtende maskine fra de efterfølgende tyske flyvemaskiner.Da jeg var gammel nok kom jeg i danseskole. En gang om ugen afsted i det stiveste puds til danseskole på Folkehjem. Der var pokker til forskel på at gå i danseskole og så det vi legede i Jørgensgård skov. Den helt store ørn til de forskellige danse blev jeg ikke. I dag vil jeg gerne danse, nå den rigtige lejlighed og musik er til det.Efter Anden Verdenskrig fortsatte cowboy- og indianerkrigene i Jørgensgård skov og på Dambjerg. Med skjolde og sværd lavet af træ, havde vi mange timer oppe i Jørgensgård skov. Jeg tror ikke skovfoged Schmidt Sørensen var så glad for os. Når han kom cyklende dukkede vi os og var lidt bange. Ned af Dambjerg kørte vi også med vores hjemmelavede sæbekassebiler.I 1949 startede jeg som ulveunge i 1 Åbenrå flok. Der begynder en periode med andre kammerater fra den øvrige del af byen. Mange lørdage og søndage bliver fra nu af inddraget fra familielivet. Mange traditionsbundne ture og løb foregik i skovene omkring Åbenrå. Hele byen er omringet af skov. Det gav mange muligheder for afvekslende afviklinger af ulve og spejder aktiviteter. Traditionerne med korte bukser, duelighedsmærker og gallasløjfer blev holdt i hævd. Der var parader, optog og optræden på Folkehjem.
Spejderlivet kom til at optage en meget stor del af min tid. Det blev til store divisionslejre, korpslejre, gildeløb og turneringer. Sommerlejre var en vigtig del af hele spejderlivet. Først ved Kollund ved Flensborg fjord. Flere gange ved Åbæk ved Åbenrå fjord. Travetur ad hærvejsruten tværs ned gennem Jylland. Lejr midt i Rold skov. Cykeltur Fyn rundt. Sommer lejr ved Trollhättan med sejltur på Götaelven i Sverige.
“Månedalen” ved Rundemølle var et godt gemt sted 10 km. nord for byen. I skoven bag ved Rundemølle i kanten af rørskovene ud mod Kalvø vig. Der havde vi bygget nogle små hytter af forskallingsbrædder. Maden lavede vi på brændeovne. Der levede vi et primitivt og alligevel civiliseret liv i god rangorden med tropsfører, tropsassistenter, skovmænd, patruljefører og patruljeassistenter. Hvis ikke week enden var planlagt til anden spejderaktivitet blev der hurtigt arrangeret, at vi skulle til Månedalen. Normalt cyklede vi derud. Om vinteren tog vi skiene, hvis der var sne. I værste fald gik vi over Løjt Land dertil.
I 1948 begyndte jeg på Lilleskolen hvor vi gik de første fem år. Derpå blev vi flyttet til Nygade Skole, hvor jeg gik til den skolepligtige alder tillod mig at slutte. Det var ikke en karriere som bragte mig de store gode minder. Vi havde af en eller anden grund mange vikarer. Vores klasselærer må være blevet ustabil. Især i de sidste fire år jeg gik i skole manglede der styr på tingene. Selv synes jeg det gik skidt og tog særundervisning hos en af de mange vikarer. Selv om jeg ikke synes, at min skolegang var det bedste jeg vidste, så har jeg ikke været i tvivl om, at det var betydningsfuldt for min senere tilværelse.
Sideløbende med skole og spejder gik jeg til klaverundervisning i et par år. Her plejer jeg at sige, at jeg nåede til “Poul sine Høns” og “Long Long a go”. Ret tidligt kom jeg med i skoleorkestret. Først spillede jeg på tromme og senere 2. cornet. Lidt senere kom jeg med i spejderorkestret hvor jeg spillede 1. trompet og senere pikkolotrompet. Det var sjovt. Når skolen skulle ud efter bøgegrene (dibbedaje) om foråret gik vi forrest byen rundt. Når spejderne havde det årlige arr. gik vi byen rundt med spejderorkester og til jul stod vi på Store Torv og spillede julesalmer.
Temmelig tidligt begyndte jeg at gå på aftenskole. Mærkeligt nok gik jeg til porcelænsmaling. Men på voksenholdet på aftenkøkkenskolen havde de mig også.
Mels Kro
Mels Kro på Als var min fars fødehjem. Der var min farmor krokone og min farbror var købmand. Kroen gik godt. Der kom mange gæster og der var mange fester. Ofte skulle mine forældre dertil for at hjælpe til ved festerne. Der var min bror og jeg også med, hvis ikke vi lige var på spejdertur. Derfra har jeg mange minder og festlig musik, stemning og fællessang. Vi lærte at stille i stiveste puds med blankpudsede sko, jakkesæt og slips.
Alt får en ende. Fra 1952 var min mor alvorlig syg til hun dør i 1954. Min far dør i 1955. Vi, min bror og jeg bliver sagt op i lejligheden og flyttede sammen med min mormor (>80 år) og moster i en lejlighed på Jernbanegade. Derfra gjorde jeg min skolegang færdig og rejste til Århus som 15 årig.
Fra 1947 får Århus en plads i familiens tilværelse. Min mors søster Dora og mand Kjeld flytter fra Sjælland til Århus i 1945. Dette i sig selv må have været noget som har betydet noget for søstrene Daus. I hvert fald kører Ford V8 N418 til Århus med hele familien i forbindelse med visse højtider. Min bror og jeg repeterede alle byerne på vej frem og tilbage. Vi talte også alle Esso stationerne. Vi kunne turen og kendte alle svingene. Nu havde vi en kusine, og senere fik vi en til. Jeg elskede dem og stedet. Det var ikke et uinteressant sted at bo og være. Der skete mange spændende ting.. Fra den tid husker jeg mange feriedrengeture med onkel Kjeld i skoven og på pürchjagt.
Det var også på det tidspunkt jeg lærte at lytte til klassisk musik. Det var når jeg lå oppe på loftet i min seng og skulle sove og nogle gange med influenza. Når Kjeld om aftenen sad i herreværelset og skrev på sine afhandlinger spillede han grammofonplader. Jeg oplevede fra drengens sidelinie skovarbejdet. Store grove skovarbejdere med økser i hånd og heste der slæbte med træet. Stabler af træ langs vejene. Ufremkommelige skovspor og tætte skovplantninger. Flere gange var jeg også heldig at være med til skovauktioner når brændetræet skulle sælges. Jeg skulle holde et flag på den træbunke der var under hammeren.
I karlekammeret på Skovridergaarden i Århus.
Alle større familiebegivenheder bragte alle i familien sammen i Åbenrå eller i Århus. Egentlig er hele denne familie samhørighed startet allerede da Dora og Kjeld blev gift. Bryllupsfesterne blev alle fejret på Mels Kro på Als. Det var noget man aldrig glemte. Heller ikke Alsingerne på den egn.
For mit vedkommende bliver det en vending. Efter at have været fast fætter på skovridergården i skoleferier, Påske- og Pinseferier og sågar Julenytårs-ferier flyttede jeg bort fra Åbenrå til Århus straks da skolegangen var forbi.
Marselisborg Skovridergård
Min far havde sørget for læreplads til mig. Han ville, at jeg skulle have en handelsuddannelse. Den beslutning omstødte jeg fjorten dage før jeg skulle stille i lærepladsen. Jeg havde nu sat mig et mål så stort, at jeg skulle strække mig for at nå det. Sådan blev det.
Et alderskrav betød, at jeg udnyttede tiden til at prøve, at få indhentet et efterslæb fra folkeskolen. En kostskole, hvor dansk og regning var sat højt, blev de næste måneders begyndelse på strækøvelsen.
Derefter i skoven i Fløjstrup hos skovfoged Erik.E. Jensen. Forviklingerne i denne start skal være udeladt her. Blot skal det nævnes, at det ikke var uden videre.
Uddannelsen forløber over fem-seks år. Uddannelses stederne i de danske skove. Århus skovene af flere omgange og Grib skov i Nordsjælland, Vemmetofte i Sydsjælland og Nørreskoven på Als. Indimellem afbrudt af ophold ved Statens redskabsprøver på Bygholm ved Horsens og den gamle skovarbejderskole i Kagerup i Grib skov. Ind imellem ophold på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg.
Til sidst sluttedende det med Skovfogedeksamen, sammen med det første hold der demmiterede, fra den dengang nye Skovskolen i Nødebo i Grib Skov i 1964. Under hele forløbet af uddannelsen tog jeg særundervisning. Nogle forststuderende i skoven boede på Beder Gartnerskole. Der skaffede jeg mig undervisning i matematik og aritmetik og grammatik. Under opholdene i Viborg tog jeg fortsat undervisning hos et lærerpar i samme fag. Alt sammen for at være rustet til diverse eksamener.
Det var god latin, at have en rimelig respektabel militærbaggrund, hvis man overhovedet ville gøre sig håb om, at få et skovfogedembede nogensinde. På session med krykker og gibsben fik jeg anmodning om at komme igen året efter. En ansættelse på Rødekro Savværk som råtræchef i tiden fra eksamen i november 1964 til 1. maj 1965 var spændende. På den anden session ville man have mig ind i sanitetstropperne som sygehjælper. Jeg nægtede meget kategorisk. Det havde jeg fået nok af under min mors sygdom. Ingeniørtropperne var min udmelding med tanken om chancerne for et skovfogedembede senere. Trods mit øksehug i venstre fod tog man lidt modvillig imod min anmodning. Det blev til to år ved Jyske Ingeniørregiment i Randers fra maj 1965 til maj 1967. Hjemsendt som befalingsmand med særlig uddannelse i ABC krigsførelse.
Hjemkommet fra Jyske Ingeniørregiment i 1967
Stormfald 1967 i de danske skove, mens jeg var soldat, havde opslugt alt, hvad der var af forstuddannnede. Afmatningen derefter bød ikke på særlig stort udbud af job i faget.
Råby Entreprisebyggeri blev min første ansættelse efter værnepligten. Der blev bygget et kontor til mig. Råby Entreprisebyggeri kom til at stå på fakturaerne. Et ganske udmærket job med fine beføjelser og ansvar. Byggestop bremsede dog op i udviklingen. Jeg kunne selv se i de firmaregnskaber, som jeg forfattede, at jeg måtte se mig om efter noget andet.
Skoven var selvfølgelig målet. Jeg reflekterede på en annonce og fik stilling på Randbøl Statsskovdistrikt hos skovfoged Erik O. Nielsen og Kgl. statsskovrider V. Halskov Hansen. To tre år med fint forstligt arbejde i skov, planteskole og ved Statens tilsyn med de Private skove i Vejlke Amt blev dejligt forstligt og lærerigt. Især gode hjortejagter var berigende i den tid.
En skorstensbrand i tjenesteboligen blev til en forlænget julefrihed. Jeg besøgte fødebyen Åbenrå. På en strøgtur stødte jeg bogstaveligt sammen med direktør Henry Kronborg Nielsen udenfor handelsbanken. “Har De ikke et job til en frisk mand på savværket” var min umiddelbare indgangsvinkel. Vi kendte jo hinanden fra min ansættelse på savværket i 1964-65. Før Påske samme år kom der besked om, at jeg skulle ringe til savværket. Fra sommerferien samme år havde jeg overtaget driftslederjobbet på savværket. Man overlod mig et stort selvstændigt job og ansvar.
Med begge ben i dette var der kun en vej fremad. En spændende tid med meget store udfordringer og resultater. Foruden ledelse (Værkfører, lagerforvalter og 50-60 medarbejdere) og planlægning af produktionen på savværket bestod arbejdet i opkøb af træ fra Danmark og Tyskland, kundekontakt, indkøb og forhandling ved reparation og vedligeholdelse af maskineri. Udvikling og modernisering var et kardinalpunkt. Savværket havde en kapacitet på opskæring af 15000 m3 bøgetræ, 6000 m3 egetræ, 6000 m3 oversøisk træ og 12000 m3 nåletræ. Der skete store forandringer i produktionsgangen med udvidelse af kapaciteten. Aftagerne af træet var møbelfabrikker, listefabrikker og skibsbyggere. Jeg havde et livsjob.
Den unge skovfoged
Alligevel søger jeg på den opslåede stilling, som skovfoged ved Århus Kommune i 1973. Tanken om det egentlige mål, som jeg satte mig i 1957 lå stadig som en drøm. Når chancen nu var der, ville jeg ikke resikere, at jeg skulle kunne bebrejde mig selv senere i livet, ikke at havde forsøgt. Nu var jo netop skovfoged jobbet i Århus skovene, samtidig som en drøm, om at komme “hjem”. En del af mine barndomsår var foregået i og omkring disse skove, og de der arbejdede med dem. Mine ungdomsår var foregået her. Jeg boede i 12 år på karlekammeret midt i denne verden fra jeg var 16 år. Det var min hjemmebase. Det blev til ansættelse som skovfoged pr. 1. marts 1974. Borgmester Hyllested har skrevet under på tjenestebrevet med krav om nidkærhed.
I årene op til 1981 bliver jeg opfordret til at blive medlem af Århus Borgerlige Skydeselskab. Selskabet er ejer af Skydepavillionen, der ligger midt i Riis skov. Derfor var det naturligt, at jeg blev medlem. Det syntes i hvertfald daværende formand Nørgaard Mikkelsen, der opfordrede og proponerede mig.
Allerede i 1982 blev jeg skyttekonge. Ja, det var hurtigt efter min optagelse. Alle mener jo at en skovfoged måtte kunne skyde. Det er også rigtigt når det gælder jagtskydning. Dengang foregik kongeskydningerne over to dage. Anden dagen var jeg på arbejde i skoven, men kom i hast forbi skydepavillionen. Fór ind og bad om lov til at skyde. Det blev den tolver der gjorde mig til skyttekonge 1982. Lige siden er det kun blevet til få mindre præmier. Først senere har jeg fået bedre tid og mulighed for at deltage i flere skydninger. I alle årene har det været af stor betydning for mig, at deltage så meget som muligt.
Via mit medlemskab af Århus Borgerlige Skydeselskab og Centrum Skydeselskab (hvor jeg også er 25 års jubilar i 2003) har jeg haft link til verdener udenfor skoven. Der har jeg truffet medlemmer fra andre faggrupper, og kunnet drøfte andet end skov og skovdyrkning. Derigennem er mine egne meninger om mit eget virke blevet vejet og justeret. Det er med stor glæde, at jeg den 20. juni 2006 bliver fejret som 25 års jubilar i Århus Borgerlige Skydeselskab.
Efter 30 år som skovfoged ved Århus Kommune søgte jeg min afsked. Det var min “kongstanke” at slutte som 60 årig. Sådan blev det ikke.
Beskrivelsesarbejde. I år 2000 var jeg i gang med at lave en beskrivelse, af alle de arbejdsområder der var i Århus skovene på denne tid. Dokumentet består af to hovedafsnit. Et afsnit der omhandler de driftsmæssige overvejelser der ligger til grund for beslutninger som føres ud i praksis. Et andet afsnit der beskriver den praktiske udførelse af arbejdet. Desuden er der en optegnelse over alle de redskaber og maskiner som er blevet brugt under det praktiske arbejde i skoven. Et katalog over alle skovens hække, trapper, gelændere, borde og bænke med opmålinger og optællinger. Det er et historisk dokument i forbindelse med årtusindskiftet. Dette arbejde er brændt på en CD og afleveret til erhvevsarkivet i Århus.
Hugstprognose. Efter dette arbejdes afslutning gennemførte jeg at lave en hugstprognose i alle kommunens gamle skove. Dette arbejde bestod i, at gennemtrave alle de gamle skoves bevoksninger store som små. Der vurderede jeg bevoksningens tilstand set med forstlige øjne. Jeg noterede bevoksningens slutningsgrad, hugst procent og hugst-år. Dertil vurderede jeg den evt. huggede vedmængdes værdi i klassifikation på stammerne. Dertil også procent vurderinger af alle de ved-mængder der ville kunne aflægges. Således kan man derefter sætte årets aktuelle priser på mængderne og regne overskud ud efter indsættelse af omkostningerne. I arbejdet ligger der også optegnelse af urtearterne på skovbunden der fortæller en fagmand om jordbundens karakter og sammensætning i de enkelte bevoksninger. En kortfattet beskrivelse af etagebevoksningernes tilstand og evt. brugbarhed. Det var et meget stort stykke arbejde som jeg gennemførte i sommeren 2001. De lyse nattetimer blev taget i brug især når det var tørvejr. Indtastning i databasen foregik på kontoret primært når det regnede. Dette arbejde foreligger på en database som hedder “Bevlist” i Approach.
Mine planer om, at afslutte min karriere som skovfoged ved Århus Kommune, blev på grund af ovenstående projekters gennemførelse udsat til, at skulle blive når jeg var fyldt 62 år i 2003. Det var min plan inden da, at søge gennemført en del projekter på min skovpart. Der var visse mål med skovdyrkningen, som jeg gerne ville nå før jeg afsluttede mit virke på min skovpart. Det forstlige niveau skulle være på et stade, som det var muligt at følge op på, og dyrke videre.
I foråret 2003 ville udviklingen, at en skovfoged skulle flyttes ind på Århus skovenes administrationskontor i Naturforvaltningen. De, d.v.s. skovrideren, forstfuldmægtigen og biologen ville det skulle være mig. En af mine kolleger skulle så overtage min skovpart. Selv foreslog jeg en anden model, hvor jeg fortsatte som skovfoged nord for byen (så en efterfølger let kunne ansættes) og en anden kollega fik alle skovene syd for byen. Den tredje kollega skulle så være den, der sad på skovkontoret. Denne model vandt jeg ikke gehør for. Derfor overvejede jeg endnu engang min egentlige beslutning om, at slutte når jeg blev 62 år Denne overvejelse endte det med, at jeg holdt fast ved min beslutning. Jeg ville ikke risikere ikke, at få noget otium og opleve den frihed det er, at være sig selv og gøre alvor af alle de planer og opgaver som jeg havde drømt om. Arvefølgen i skoven med den over 100 år lange omsætning er forsømt og savner tradition i det danske forstvæsen.
Jeg søgte min afsked med pension og fratrådte derpå pr.1 september 2003 efter, at have nået de ovenstående skitserede mål med “mine” skoves skovdyrkningsmæssige tilstand.
Alice og jeg flyttede til Sverige, hvor vi har to fritidshuse. Med min pension for øje var de blevet moderniseret og det vi skulle bo i udvidet. Villaen i Beder var lejet ud. Den blev vi så nød til at overtage pr. 1. maj 2004. Dette indbar, at vi atter måtte flytte vores folkeregister til Danmark. Vi er nu hvad der kan kaldes normadepensionister.
Opnået foreløbig. I pensionisttilværelsen har jeg skrevet en bog om Riis Skov. Manuskriptet er på ca. 400 sider. Skovene omkring Århus har jeg kendt siden 1948, hvor jeg bl.a. var i Riis Skov første gang med skovrider Kj. Ladefoged. Ligeledes har jeg et manusript liggende til en bog om de “Nye skove omkring Århus 1976 – 2005” Dem har jeg stået for den praktiske gennemførelse af.
I Sverige har jeg bygget en ca. 40 m2 dobbeltgarage af træ, som jeg har fældet på vores grunde der. I villaen i Beder har jeg foretaget små ændringer der gerne skal sikre vores alderdom der.
I foråret 2007 solgte vi Sododalkojan. Det var en rigtig rundtømmerbygget “skogskoja” stammende fra Sododalen ved Sånfjället. Vi købte huset i 1988. Moderniserede det i 2000 – 2003 med stor hjælp af vores svigersøn Simon.
Baracken som vi købte i 1994 blev i 2007 og 2008 ombygget til “Barackenborg”. Dertil er bygget et brændehus. Vi ville gerne bo i et mere velegnet helårshus og samtidig kunne byde vores familie gode forhold når de kom på besøg hos os. Således fremstår huset nu med to gæsteværelser og et gæstebadeværelse. Det at vi bor i samme hus betyder at vi bedre kan betjene vores gæster og samtidig være sammen med dem.
Indimellem skal familie, venner, netværk og diverse interesser dyrkes. Vi har 8 børnebørn og 5 unge familier, at være sammen med når tid gives.
Et håb. Det er et af mine håb, at de mange år som forstmand og den dermed ophobede erfaring stadig kan bruges. Jeg øser gerne af mine erfaringer fra det skovbrug som har været mit aktive arbejdsliv. Blandt mine helt store hjertebarn er selvfølgelig skovene omkring Århus. Dem har jeg levet i og med siden jeg første gang kom til Århus i 1948. En hel del af min barndom og en stor del af min ungdom har foregået i og omkring Marselisborg Skovridergård og dermed Århus Skovene.
Den 20. juni 2006. . Revideret dec. 2009. Revideret maj 2011.
Venligst
Helge Daus, skovfoged
Den ældre skovfoged